Bobleprojekter

Der er nu lukket for ansøgninger. Næste ansøgningsrunde vil blive lanceret via Inno-MTs nyhedsbrev.

Se alle vores nuværende og afsluttede bobleprojekter under “Projekter”

Skyd innovationsprocessen i gang

Inno-MT giver vores medlemmer mulighed for at søge støtte til at skyde innovationsprocessen i gang via et såkaldt ‘bobleprojekt’. Et bobleprojekt kan omfatte alle former for teknologiudvikling inden for miljøteknologi og giver adgang til at søge 100.000-400.000 kr. til rådgivning og teknologisk bistand hos netværkets videnspartnere.

Seneste ansøgningsrunde afsluttet pr. 17. august. Nye projekter igangsættes med udgangen af oktober.

Hvem, hvad og hvordan? Information om bobleprojekter

Ansøgningsskema

Vejledning til ansøgning om bobleprojekter

Kontakt:
Hvis du skulle være interesseret, så er du derudover velkommen til at tage kontakt til sekretariatet ved spørgsmål til vejledningen og ansøgningsprocessen.
Simon Baagøe, sba@cleancluster.dk. Tlf. 60711585

Hvad er et bobleprojekt?

Bobleprojekterne støtter den tidlige udviklingsfase og modning af innovationsideer. Derfor er et af de helt afgørende kriterier for tildeling af midlerne, at ansøgerne kan sandsynliggøre, at projektet kan udvikles ud over rammerne for bobleprojektet, f.eks. ved at søge flere midler efter projektets afslutning eller ved fortsat udvikling inden for virksomhedernes egen produktudvikling.
Sekretariatet er altid parat til at bistå i hele ansøgningsprocessen, både i forhold til partnersøgning, afsøgning af fremtidige støttemuligheder, spørgsmål til ansøgningsproceduren mv.

”Vi har fået øjnene op for værdien af at opbygge relationer til eksterne samarbejdspartnere, som alle har samme mål”

Mette Rindom Nørrelykke, kvalitetschef hos Aller Aqua, har tidligere fået støtte til et bobleprojekt.

Hvad kan der søges støtte til?

Der kan søges støtte til alle former for innovationsprojekter, med fokus på jord, luft, vand og affald. Styregruppen lægger dog vægt på at projekterne understøtter teknologisk innovation hos netværkets medlemmer, samt at projektets resultater kan have interesse for en bredere gruppe af virksomheder. Der må således ikke være tale om støtte til en enkelt virksomheds produktudvikling. Læs om kriterierne for tildeling af midler i vejledningen.

Hvem kan søge?

Medlemmer af Innovationsnetværk for Miljøteknologi kan søge støtte til bobleprojekter i form af konsulenthjælp hos Inno-MT’s videnspartnere. Hvis din virksomhed eller organisation ikke allerede er medlem, så er der ingen problemer i at melde sig ind i forbindelse med ansøgning om midlerne (Se medlemslisten og læs mere om medlemskab).

Der skal som minimum deltage to virksomheder i et bobleprojekt, og som hovedregel, minimum to videnspartnere.

Der stilles krav om, at de involverede virksomheder matcher Inno-MT’s finansiering af projektet. Det vil sige, at der som minimum skal være et 50/50 forhold imellem Inno-MT’s finansiering og virksomhedernes finansiering. Den private medfinansiering kan bestå af kontant betaling, materialer og/eller medfinansiering i form af virksomhedens tidsforbrug i forbindelse med gennemførelse af projektet. Styregruppen ser gerne projekter med flere end to virksomheder og en større medfinansieringsandel end 50%.

Hvordan søger jeg?

I søger ved at udfylde det formelle ansøgningsskema, som I finder øverst på siden. Der findes også en vejledning.

Du er også altid velkommen til at kontakte sekretariatet, hvis du har spørgsmål.

Bobleprojekter skaber resultater

24 virksomheder har allerede deltaget i et bobleprojekt med gode resultater. En del af projekterne er beskrevet i publikationen ”Et netværk for nørder” og du kan se den komplette liste over bobleprojekter her.

”Innovationsprojekterne er ubureaukratiske og fleksible. Det skaber en stærk kvalitetssikring, at midlerne er forankret hos Inno-MT, der har tæt kontakt til virksomhederne. ”

Ole Grønborg, direktør i Skjølstrup og Grønborg

Følg med i udviklingen i vores månedlige nyhedsmails:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev